Zen buddhismens historie i Danmark indtil 1992

Tim Pallis

Udkom første gang i det svenske Zen tidsskrift "Zen Vägen" i 3 afsnit Nummer 55,57,58 (revideret 2011)

Der er opstået en interesse i Vesten for buddhismen, mens den i Østen må siges at være for nedadgående. Den engelske historiker Arnold Toynbee (1889-1975), har sagt, at når vi i fremtiden ser tilbage på denne tid, så vil buddhismens udbredelse fra Østen til Vesten være en af de mest betydningsfulde hændelser der fandt sted.

Vestens første møde med zen buddhismen fandt sted, da jesuitten og missionæren St. Francis Xavier (1506-52) kom til Japan år 1549 og traf en zen abbed ved navn Nanjio. Jesuitterne havde ikke held med at omvende munkene til kristendommen, og de undrede sig dybt over deres tro: De tror ikke på noget hinsides fødsel og død, heller ikke på et liv efter døden, og der er hverken belønning for gode gerninger eller straf for onde handlinger, og hvad værre er, de tror ikke på nogen skaber. Jesuitterne i Japan var imidlertid opmærksom på, at Zen mestrene stillede nogle skarpsindige spørgsmål, som kun kunne besvares af Gud som en nådegave.

Det første skriftlige belæg for et kendskab i Danmark til buddhismen i Kina findes i et tidligt dansk religionshistorisk værk fra 1802, trykt i København på Gyldendals Forlag. Det drejer sig om doktor theologiæ og kongelig konfessionarius Christian Bastholms (1740-1819) værk Historisk-Philosophiske Undersøgelser over de ældste Folkeslægters Religiøse og Philosophiske Meninger. Kapitel 5 hedder Chinesernes Religiøse og Philosophiske Meninger, side 420-478 (værket er på 720 sider).

Indenfor studiet af Theravada buddhismen og pali forskningen var Danmark med lige fra starten, da sprogforskeren Rasmus Rask (1782-1832) fra en rejse til Indien og Sri Lanka hjembragte vigtige håndskrifter på pali. Den danske indolog V. Fausbøll (1821-1908) blev pioner indenfor pali studiet, da han i 1855 kom med en latinsk oversættelse af Dhammapada, som Rasmus Rask havde taget med hjem. Mange danske orientalister åbnede i årene derefter studiet af buddhismens tekster både på pali og sanskrit, men ingen kendte endnu noget til zen buddhismen.

Det er værd at nævne en meget speciel udgivelse fra 1909, som er en slags forløber for interessen for kinesisk åndsliv i Danmark. Det drejer sig om filosoffen Ernst Møllers (1860-1916) Oldmester og hans Bog. Kristendom før Kristus, som indeholder den første oversættelse til dansk af Tao Te King. Mange zen mestre indrømmer gerne, at zen og taoisme har så meget til fælles, at 80 procent er det samme.

Ernst Møllers "redegørelse og gengivelse" er bemærkelsesværdig ved at være en genial sproglig nyskabelse, idet han ligefrem opfinder nye ord, fordi vort dansk ikke er tilstrækkelig nuanceret til at kunne gengive betydningerne i Tao Te King kort og klart nok. Dertil kommer at hans forståelse af indholdet er unikt i betragtning af, at værket er udgivet i 1909. At stifte bekendtskab med dette lille mesterværk får en til at føle, at hvad angår kvalitet, så drejer det sig ikke om tiden, man befinder sig i, men om det personlige talent.

Den første, som på dansk skriver om zen buddhisme, er den norske stifter og leder af Den nordiske Buddhistmission Karl Ludvig Reichelt (1877-1952). Han kom allerede til Kina i 1903 for at arbejde for Det norske Missionsselskab i Ningsiang, Hunan provinsen. Omkring 1920 fremsatte han nogle planer om et missionsarbejde blandt kinesiske buddhist munke, som skulle være mere i overensstemmelse med Østens livsstil og tankegang.

Dette faldt bestemt ikke i god jord hjemme, selvom Karl Ludvig Reichelts erfaringer hos kinesiske buddhister havde givet ham en særlig forståelse af buddhismens religiøsitet. Det var måske første, men ikke sidste gang, at en missionær i en buddhistisk kultur, følte sig mere inspireret af buddhismen end hans missionsselskab fandt godt.

Da han mødte modstand stiftede han selv i 1922 Den nordiske kristne Buddhistmissionen, som et fællesnordisk projekt, hvis logo blev korset i lotusblomsten. Ifølge KLR gik buddhistmissionen ikke ud på at overvinde buddhismen, men at vinde buddhisterne indefra, så de kunne flytte ind i Kristi store tempel. KLR opholdt sig en menneskealder i Kina og skrev en række interessante bøger om kristendom og østasiatiske religioner. Han blev i øvrigt æresdoktor ved Uppsala Universitet i 1941.

I Kinas Religioner. Haandbok i den kinesiske Religionshistorie. Stavanger 1922, kan man på side 155 læse om en særlig ordning med meditationstimer, som findes i Central- og Sydkina, og som er indført af en inder ved navn Bodhidharma år 526. KLR skriver, at denne inder opponerte sterkt mot litterære studier. Alt skulle komme ved meditation. Herefter følger en ret morsom beskrivelse af munkenes meditation i "sindrige vægnischer": Til bestemt tid kommer de unge munker sammen i denne hal. Man sætter sig med korslagte ben, halvlukkede øjne og hængende armer i vægnischerne, ret som en levende Buddha-statue. I denne stilling blir man sittende i lange tider fordypet i metafysiske betragtninger.

Med denne udvendige beskrivelse af meditationen og den sidste bemærkning om, at de er fordybet i metafysiske betragtninger, er det tydeligt at mærke, hvor svært det har været for KLR at sætte sig ind zen buddhismens praksis. Han fortsætter: Indimellem tar instruktøren tilorde, og paa et git tegn springer alle op, og i raskere og raskere takt løper de rundt i hallen i cirkelbuer for saa atter på et git tegn likesaa pludselig at synke sammen igen i den forrige mediterende stilling. Dette er jo en morsom beskrivelse af kinhin, som er det japanske ord for den gående eller løbende meditation, som afbryder de lange stillesiddende meditationsperioder.

På side 168 skriver KLR ganske kort om de forskellige buddhistiske skoler i Kina, som nu alle er mere eller mindre optaget i meditationsskolen Ch'an-tsung. Vi hører om opdelingen i den nordlige og sydlige skole, og om de to vigtigste familier: Lin-chi familien og Tsao-tung familien. KLR skriver: Særlig er den førstnævnte meget berømt. Den begyndte oppe i Shantung i det 9de aarhundrede og fik megen indflydelse blandt de lærde. Grunden hertil var at skolens ledende mænd hævder at mennesket i sig selv har de kræfter som trænges for at naa frem til hellighet og selv kan skape sin lykke og overvinde vanskelighetene, naar bare man faar ret syn paa sit menneskevæsens egentlige natur.

Den sidste sætning "at faa ret syn paa sit menneskevæsens egentlige natur" er en fortræffelig måde at udtrykke, hvad zen handler om. Men der er et problem med hensyn til opfattelsen af, at mennesket i sig selv har de kræfter, som er nødvendige for at nå frem til hellighed og selv kan skabe sin lykke og overvinde vanskelighederne. Dette er ikke et zen buddhistisk synspunkt, men en misforstået opfattelse af jiriki, et shin buddhistisk udtryk, som betyder "ved egen kraft".

I værket Fra Østens Religiøse Liv. Et Indblik i Den Kinesiske Mahayana-Buddhisme. København 1922 skriver KLR fra side 47 og frem mere uddybende om Bodhidharmas lære og udviklingen af zen skolen. Det interessante er, at vi får at vide, at Bodhidharma først kom til Loyang i Nordkina og senere slog sig ned i Yangtse distrikterne, hvor hans vigtigste livsværk falder.

I den legende vi plejer at høre om Bodhidharma, er det nemlig lige omvendt. Først kommer han til Canton med skib fra Indien, tager til Nanking ved Yangtse flodens udløb, hvor det mislykkede møde med kejseren finder sted. Derpå krydser han Yangtse floden på et dunhammerblad, rejser til Nordkina og slår sig ned i et lille tempel ved navn Shaolin på Sung bjerget i nærheden af Loyang, hvor han mediterer foran en stenvæg i ni år.

Jeg vil ikke afvise, at KLR kommer nærmere sandheden, når han hævder at Bodhidharma først kom til Loyang, da det er naturligt at tænke sig, at den blåøjede og rød skæggede Bodhidharma kom til Kina fra Centralasien ad Silkevejene og ikke fra Sydindien, som legenden fortæller. Det er derfor nok værd at forske lidt i, hvor KLR har sin antagelse fra.

KLRs beskrivelse af Bodhidharmas lære forekommer i dag lidt gammeldags og overfortolket når han siger: Blot ved den indre renselse og oplysning, ved stille grublen og meditation opnaaes de sande værdier eller: Søg ind i meditationen, der vil I finde den klarhet og fred, som skriftstudiet aldrig kan gi og: Det som må til, er ihærdig og planmæssig meditation. Gjennem meditation kan man også forplante paa sjælelig vis den dypere forstaaelse til andre. Lærens kildevæld er ens eget hjerte. Herfra kan der hentes frem uutsigelige skatte. Dette er ikke egentlig forkert, men måske nok en lidt fortegnet vesterlandsk fortolkning af et delikat synspunkt, som det faktisk er umuligt at sige noget om.

I l938 udkom et tillæg til KLRs værk Fra Østens Religiøse Liv, skrevet af Antonette Prip-Møller (1888-1977) med titlen: Skoler og Tankesystemer i den kinesiske Buddhisme i deres Forhold til Kristendommens Lære. Det slog mig ved læsningen af side 11, hvor nemt det er at misfortolke et godt og sigende udsagn, så det faktisk helt mister sin egentlige betydning. KLR bruger, som ovenfor nævnt, udtrykket at få ret syn paa sit menneskevæsens egentlige natur. I Prip-Møllers gengivelse på dansk bliver det til, at have det rette syn paa sin menneskelige naturs sande Karakter.

Dette siger noget ganske andet, som ikke har meget med zen at gøre, men måske nok med et konfuciansk synspunkt, som hun også aner. Senere på side 13 når hun til noget væsentligt: Disciplinen, det asketiske Liv og Villigheden til at arbejde og ydmygt at gøre Tjeneste ved Jord- og Havebrug, ja, end dog ved Renovation, ..... Endnu vigtigere var det at Buddhismens væsentlige Indhold, sand Erkendelse, blev klart understreget i Meditations Skolen. Denne erkendelse samlede sig omkring en enkelt Ting: At se ind i sin egen Natur (chien-hsing).

På de efterfølgende sider fortæller Antonette Prip-Møller kort om zen skolens udvikling gennem de efterfølgende patriarker og zen mestre, og krydrer sin fremstilling med kendte anekdoter og dialoger. Beretningen henter hun fra Daisetz Suzukis klassiker: Essays in Zen Buddhism, som udkom første gang i 1927, og som hun citerer nogle væsentlige afsnit af om den 6. patriark Hui-neng.

Så længe hun holder sig til Suzuki går det godt, men når hun selv skal sige noget om "at se ind i sin egen Natur", er det som om ordene bliver lidt for højtravende: Livets store og ophøjede Oplevelse - hensætter Mennesket i en Tilstand af fuld Klarhed og Harmoni - de store Mestre har faaet en særlig Aabenbaring fra Sakyamuni Buddha udenom Skrifterne - denne mysteriøse Oplevelse - den fulde Oplysnings ubeskrivelige Mysterier.

Men der er også fine ting hos hende f.eks. dette: For alle de søgende bliver det en lang og ofte haard indre Kamp, før Sindet er helt beredt for den store Aabenbaring. Naar Sindet da er modnet, vil der pludseligt, som et Lyn, ofte ved en ubetydelig Bemærkning fra et andet Menneske, eller ved Synet af en Blomst, ved Fuglenes Sang, ved Tonerne af en Fløjte eller Violin, falde som Skæl fra Øjnene, og det store Øjeblik, hvor alt, hvad der er udenfor én og alt, hvad der er indeni én, opleves... Man vilde i Religionspsykologien kalde Oplevelsen for en Opvaagnen til kosmisk Bevidsthed.

Selv om alle disse ord ligesom er lidt for meget og lægger for stor vægt på en særlig oplevelse, som den videre zen træning nødvendigvis må nedstemme betydningen af, får læseren dog indtryk af noget meget væsentligt ved zen træningens målsætning, og det er det vigtigste.

Antonette Prip-Møller var gift med Johannes Prip-Møller (1889-1943), som var arkitekt, missionær, kinafarer med speciale i kinesisk arkitekturhistorie og som i et kæmpeværk beskrev den buddhistiske klosterarkitektur og det buddhistiske klosterliv: Chinese Buddhist Monasteries, their Plan and its Function as a Setting for Buddhist Monastic Life. København 1937.

Johannes Prip-Møller kom til Kina første gang i 1921 og virkede som arkitekt flere steder i Kina blandt andet for den kinesisk-lutherske menighed. Fra 1930-39 stod han for opførelsen af bygningerne på Tao Fong Shan (Logosvindens bjerg), det kristne institut i Shatin ved Hongkong. Det var naturligvis et arbejde for vennen Karl Ludvig Reichelts kristne mission blandt Kinas buddhister.

Johannes Prip-Møller har i forskellige publicerede foredrag og artikler beskrevet munkelivet i meditationsskolen Ch'an Tsung. Det er meget interessant, at han har beskæftiget sig med meditationshallens historie fra sidste halvdel af 700-tallet. Denne tid er betydningsfuld i zens udvikling i Kina, fordi man senere har tillagt munken Huai H'ai (749-8l4) et sæt munkeregler, som alle zen klostre både i Kina og Japan senere har fulgt.

Før denne tid levede munkene en tilbagetrukket tilværelse i bjergene, ofte i huler. Men lidt efter lidt bliver de tilknyttet et fælles kloster, hvorfra de fik mad og forplejning. Deraf udvikler sig en afsides liggende meditations hal, som træder i stedet for de individuelle huler, men som stadig ligger for sig selv et stykke væk fra selve templet.

JPM skriver: Her sidder de, ubevægelige i Timevis og prøver paa at udtømme deres Sind for egne Tanker og Ønsker, saa de maa kunne naa frem til det ophøjede Stade, hvorfra de ser Buddha, ikke som et fjernt Væsen, men som sig selv i deres endelige Frigørelse. Det buddhistiske Ord herfor er ”Arbejde" og antyder den Styrke og Viljeanspændelse, som er nødvendig for at naa denne Ro og Koncentration.

I bogen Kina Før og Nu, København 1944, siger JPM: Meditationsskolen søgte at føre sine disciple frem, ikke til et blot og bart livssyn grundet paa en færdig lære, men til en individuel oplevelse af det uudsigelige, af "et nyt liv", saaledes som Buddha selv i sin tid havde erfaret det under det hellige Botræ i Nordindien.

Til trods for sine mange år i Kina og sine talløse besøg i de buddhistiske klostre lægger JPM ikke skjul på, hvad hans hjerte banker for: Paa den kristne iagttager virker alt dette vemodigt betagende, fordi han føler forskellen mellem Buddhismens Maal: Livsudslettelsen, og Kristendommens: Livsudfoldelsen, - forskellen mellem Buddhismens tro paa, at man skal bære skyldbyrden fra livets vej videre gennem nye tilværelser, - og Kristendommens tro paa syndernes tilgivelse ved en kærlig Gud, som ikke bad den fortabte søn om at aftjene det, han havde forødt ude i livet, men løb ham i møde og gav ham hans plads i hjemmet tilbage.

Karl Ludvig Reichelts hovedværk er det store trebindsværk Fromhetstyper og Helligdommer i Øst-Asia, bind 1 med undertitlen En Religionspsykologisk undersøkelse, bind 2 med undertitlen Bak Buddhistiske Klostermurer, bind 3 med undertitlen Blant Munker og Pilegrimmer i Øst-Asias Helligdommer, som udkom i Oslo og København 1947-49.

Det er et meget bredt anlagt værk, en blanding af biografisk materiale, rejsebeskrivelser, kulturhistoriske glimt, tværkulturel religiøsitet og mystik med særlig vægt på østasiatiske meditationsformer indenfor både buddhisme, taoisme og konfucianisme. Men det er alt sammen set gennem en kristen missionærs overbevisning om, at skønt der findes ægte religiøsitet og en fin praksis i andre kulturer, så er de endnu langt fra at kende Gud som den levende og personlige Gud.

Bind 2 er udelukkende viet til forfatterens genfortælling af den unge kinesiske munk Miaochi spirituelle rejse til Japan og senere, efter sit spirituelle gennembrud der, rejsen tilbage til Kina, og hans videre virke på Kinas jord. Til trods for trebindsværkets næsten 800 sider om kinesisk religiøsitet, er det forbavsende lidt, vi får at vide om zen buddhismen.

Især er det påfaldende så lidt Daisetz Suzukis værker har inspireret KLR. Dette nævner jeg kun, fordi Suzukis buddhisme og i særdeleshed Suzukis zen uden tvivl er den bedste indgang til forståelsen af østasiatisk religiøsitet og praksis for den, som ikke ønsker at praktisere zen i et kloster i årevis, men blot vil nøjes med mere informative kilder om emnet.

Dette gælder især i tiden fra 1920 til 1950, hvor Suzuki næsten var enerådende på markedet, og hvor KLR skrev sine mange bøger om Østasiens religiøse liv. Alligevel finder vi i bind 2 et kapitel, som hedder I professor Suzukis hjem, for Miaochi var der i halvandet år og kan fortælle om denne fine zen mand og hans canadiske kone Beatrice Lane Suzuki. Vi får ganske vist ikke noget at vide om, hvad Suzuki har at sige om zen, men det interessanteste er vel også, at Suzuki introducerer ham til et halvt års zen træning i Myoshin klosteret i Kyoto, hvor Miaochi tilsyneladende får et spirituelt gennembrud.

Det er karakteristisk for KLRs skrivestil og synd for fremstillingen, at han holder så meget af de lidt floromvundne vendinger, når han skal præcisere noget. F.eks. bliver Myoshin-jis navn til klostret for hjertelivets hemmelighedsfulde utfoldelse. Der tales om at sette ut på meditasjonens grenseløse hav, om at undertvinge sanselivet, hvilket er helt forkert, ligesom det er forkert at tale om slavisk at følge instruktørens anvisninger med hensyn til den tankeskala som skulle følges.

Om en af Suzukis elever Kiyomi siges det, at han, gjennom en til det ytterste strengt gjennomført selvdisciplin i moralsk, i religiøs og i social henseende, har han hevet seg høyt over den almindelige standard blant munkene. Første gang man hører om Suzuki, sidder han i en krok av hagen, hensunket i betraktninger - det nævnes også, at han er nådd fram til en dyp kosmisk innstilling, og at hans ånd beveger seg fritt, lødig og ærefryktsfullt på det religiøse livs høyere plan.

Med hensyn til zen siges det, at man ved selvarbeid trenger inn i sitt eget vesen, og der finder refleksen av livets grunnplan og norm. Det er ligeså uforståeligt, når KLR et andet sted siger: Bare ved den indre skuen oppnår man den mystiske forbindelse og harmoni med allivet. Denne skuen eller kontemplation beskrives således: Man ser foran seg livets og evighetens vesen og sammenheng, universets grunnplan og mål samt individenes og tingenes plass i den kosmiske utvikling. Meditation er den stille og andaktsfulle overveielse med hensyn til livssammenhengen og Himmelens tale i sjelen. Eller hvad med denne sætning under det egentlige meditasjonarbeid mener man seg å finne speilbildet av sin egen og allivets urgrund. Man finner frem til essensen av sitt egentlige og blivende vesen. Jeg vil lade disse sætninger tale for sig selv uden at gøre sagen værre ved at forklare deres forlorenhed.

Jeg mener, at man har lov til at være lidt kritisk, når en religiøs mand i så mange år har beskæftiget sig med kinesisk buddhisme og så vil gætte sig til meningen med det hele ud fra en helt anden religiøs og intellektuel baggrund. Men der er skam mange læseværdige og smukke kristne tanker og beskrivelser af KLR erfaringer med den kinesiske religiøsitet og kultur, som man ikke kan lade være med at glæde sig over. F.eks. er afsnittet om Hui-neng, den 6. patriark en fornøjelse at læse og en god indledning til læsningen af Gerhard Meidell Reichelts oversættelse af den 6. patriarks Platform Sutra, som udkom i København 1947.

Lad os for en stund vende tilbage til tyverne igen for at tage fremstillingen i kronologisk orden. I 1924 udkom Edvard Lehmanns (1862-1930) Illustreret Religionshistorie i København. Dette værk blev standardværket på dansk i religionshistorie frem til 1948, hvor en nyrevideret udgave udkom redigeret af Johannes Pedersen (1883-1977). Der var mange nye ting i denne udgave, men kapitlet Kina och Japans Religioner af Stockholm professoren Bernhard Karlgren (1889-1978) forblev det samme.

Derfor skal vi skal helt op til 1968 for at finde en fornyelse med hensyn til de østasiatiske religioner i Jes Peter Asmussen og Jørgen Læssøes Illustreret Religionshistorie, som udkom det år. I dette værk skriver Henry Henne om Japans religioner på en helt ny måde, som indvarsler en mere kvalificeret måde at forstå Japans religiøse kulturhistorie på, end man tidligere er blevet præsenteret for.

Hvad blev da de danske religionshistoriestuderende under både Vilhelm Grønbech (1873-1948) og Svend Pallis (1894-1972) tilbudt før 1968, når de slog op i standardværket på dansk for at finde noget om zen? Meget lidt! En kort oversigt på mindre end halvanden side. Vi hører at Bodhidharma uppträdde skarpt mot skriftstudium, tempelkult och överhuvud utvärtes ting, hvilket er en misforståelse, som ingen er i tvivl om i dag.

Dernæst skriver Berhard Karlgren: Genom andliga övningar....försätter man sig självsuggestivt i ett exalterat tillstånd, då man når frihet från de jordiska irritamenten och "själens renhet"....Upplevandet av all verklighets enhet ger en känsla av salig tomhet, av betydelselösheten i den individuelle ävlan; man lyftes över lagarna för normal förnimmelse, är förbi uppfattningen om godt och ondt, visdom och dårskab...

Det er tydeligt, at Karlgren her prøver at formulere noget af det, man plejer at sige om mystiske oplevelser, men han slipper umådelig dårligt fra det. Udsagnene er et sammenrod af forskellige tanker, som en historiker uden fornemmelse for mystik, prøver at stykke sammen, for at det skal lyde rigtigt. Det har intet med Zen at gøre!

En gang imellem rammer han dog rigtigt: Man är ej längre en begränsad, individuell varelse, man är Kosmos. Men det varer ikke længe, så belæres vi om, at denne extatiska intuitionen .... på sin höjd kan förnimmas genom en direkt "andlig överföring" fra troende til troende. Dette er helt forkert. Det er nemlig sådan, at zens springende punkt eller den rigtige forståelse kan nedarves og videreføres til næste generation, hvis mesteren godkender elevens forståelse.

Senere på siden fortæller Karlgreen, at zen skolen i Japan fick ett mindre pessimistisk, mindre kvietistisk kynne än i Kina. Jeg må sige, at den vurdering er katastrofalt uvidende og meget subjektivt af en videnskabsmand at fremføre. Videre siger han: Zenismen blev mindre en de världsflyende eremiternas religion än en andlig ryggrad för de många handlingens män som ville göra sig starka att taga livets växlingar med den upplystes suveräne lugn.

Til det er der blot at sige, at zen i Kina aldrig har været for de munke, som drømmer om at undgå livet og verden. Det er rigtigt, at zen træningen gør stærk, og det var der nogle få samuraier i Japan, som havde erfaring med, men det betyder sandelig ikke, at de var mere oplyste eller på nogen måde mere suveræne i kamp end andre samuraier. Det er en myte!

Fra religionshistorikeren springer vi hen til den eneste virkelig erklærede buddhist på den tid, og det er Christian F. Melbye, som var læge og psykiater i Ålborg. Melbye startede i 1921 en forening ved navn Buddhistisk Samfund i Danmark. Han var selv redaktør af foreningens lille blad Buddhistisk Budbringer, som jeg ikke kender start og ophørsdato på.

Men vi har det på hans næste blad Buddhistisk Budskab som udkom første gang marts 1939 eller som han siger år 2482 Buddhas tid. Det ophørte med 8. årgang nr. 2, oktober 1946 eller år 2490 Buddhas tid. Melby forsøgte sig 3. gang med Buddhistisk Tidende, som kun udkom med 2 numre, juni og oktober 1950 eller år 2494 Buddhas tid. Christian F. Melbye skrev i 1926 bogen Buddhareligionen. Et forsøg på at skildre, hvorledes Buddhas Lære afspejler sig i en dansk buddhists opfattelse i det femogtyvende hundredår efter Buddha.

Melby kendte ikke specielt noget til zen buddhisme, han var nemlig buddhist i almen forstand dvs. ikke sekterisk på nogen måde, men nærmest hørende til Theravada. Hans meget omfattende litteraturfortegnelse i "Buddhareligionen" vidner om en meget bred orientering i både pali buddhisme og sanskrit buddhisme, Theravada og Mahayana, ikke på originalsprogene, men på engelsk, tysk og fransk. Det er karakteristisk, at der er mange værker skrevet af buddhister.

Man kan ikke i listen finde noget af Daisetz Suzuki, skønt hans meget vigtige værk fra 1907 Outlines of Mahayana Buddhism godt kunne være der. Men Suzukis tidsskrift The Eastern Buddhist fra Kyoto (1921-39) er der, og også Suzukis oversættelse af sin lærers Sermons of a Buddhist Abbot. Addresses on Religious Subjects af Soyen Shaku, 1906, som var abbed for både Engaku-ji og Kencho-ji i Kamakura.

Det første betydningsfulde bidrag på dansk om zen buddhisme kom allerede i 1928 i en antologi udgivet af Vilhelm Grønbech og Aage Marcus. Den hed Mystik og Mystikere med undertitlen Østerlandsk Mystik, Hellenistisk Mystik, Kristlig Mystik, Mystiske Digtere. Heri findes et lille kapitel om zen læren med de meget interessante spirituelle biografier af to af de mest betydningsfulde zen mestre i Japan Fo Kuang og Hakuin.

Fo Kuang var en kinesisk mester, som blev inviteret til Japan i Kamakura perioden år 1279 for at blive grundlægger og abbed af det nye Engaku kloster. Hakuin levede fra 1683 til 1768 og var en så væsentlig fornyer af zen, at hans linie indenfor Rinzai zen skolen er den eneste, som i dag videreføres i Japan. De to små interessante biografier har Aage Marcus naturligvis oversat fra Daisetz Suzukis Essays in Zen Buddhism Vol. 1, der som bekendt udkom i 1927.

Aage Marcus (1888-1985) er uden tvivl den vi først og fremmest kan takke for at vække danskernes interesse for Kinas æstetisk og religiøse kulturarv. I 1941 udkom værket Den Blå Drage. Livskunst og Billedkunst i Det gamle Kina, som er en vidunderlig bog om taoismens gamle mestre Chuang Tzu, Lao Tzu og Lie Tzu og en fremstilling af Kinas kulturhistorie til højdepunktet i Sung perioden.

Zen buddhismens oprindelse og udvikling beskrives med en vellykket fremstilling af lærens springende punkt som er den ikke-dualistiske mystik. De sidste kapitler beskæftiger sig med den kinesiske kalligrafi og billedkunst. Det er alt sammen set i lyset af Kinas kulturhistorie, som Aage Marcus puster et særligt åndfuldt liv i, fordi han som æstetiker altid havde været draget af natur mystikkens væsen. Et par særlige kapitler er helliget zen maleriet, hvor han går i dybden med den kinesiske Sung maler Mu Ch'is charmerende kunst.

Aage Marcus var født 1888 i København, blev cand.jur. i 1914 og derefter ansat ved Det kongelige Bibliotek som assistent og senere ved Kunstakademiets Bibliotek, hvor han i 1928 blev bibliotekar. Indenfor biblioteks faget har han udgivet en lang række arbejder, og fra 1919-24 drev han forlagsvirksomhed og udgav blandt andet Verdensreligionernes Hovedværker i 10 bind.

Valget af bøger afspejlede altid hans egen interesse for kunst og religiøs mystik. Han havde sans for smukke bog ideer og blev derfor meget brugt af forlag som konsulent. Hans vigtigste værk indenfor den kristne mystik er Mester Eckehart. Prædiker og Traktater, som han oversatte og indledte allerede i 1917. Aage Marcus er ikke den eneste, som tidligt havde øje for både Meister Eckehart og zen. I Japan har både Daisetz Suzuki og Kyoto Skolens filosoffer skrevet meget om Meister Eckeharts zen.

Den Blå Drage er så velskrevet og læsevenlig, at den vil forblive en vigtig bog for alle, der beskæftiger sig med Kinas åndsliv i lang tid fremover. Aage Marcus forståelse af zen er bemærkelsesværdig. Det er som om han én gang for alle har fået fat i det springende punkt, til trods for at han jo ikke havde et førstehånds kendskab til zen buddhistisk praksis. Man kan sige, at zen træning og zazen er relativt nødvendigt for forståelse af zen, men det er ikke absolut nødvendigt.

For det kritiske øje, er det muligt her og der i Den Blå Drage at spore en manglende forståelse af zen meditationens væsen. F.eks. siges det: "Det japanske Ord "Zen" kommer af det kinesiske Ord "Ch'an", der igen er afledet af Sanskritordet ”Dhyana”, som er en Betegnelse for den Meditation, den Fordybelse i Tænkning og Grublen over visse religiøse og filosofiske Problemer, der indgik som Led i de ældste indiske Religioner og derfra førtes over til Buddhismen".

Det er kun delvist rigtigt, at meditation er en fordybelse i tænkning og grublen over visse religiøse og filosofiske problemer. Dette er udgangspunktet for meditationen, som med nogen træning gerne skulle blive til en fordybelse i én enkelt tanke, der med tiden ligesom forsænker sig i den mediterendes eksistens, således at tanken ikke længere kan objektiveres som et indhold i bevidstheden, men netop er den rene, indholdsløse bevidsthed. Der er andre usikre steder i Den Blå Drage, men jeg tror jeg vil lade dem være i betragtning af værkets fortræffelighed.

Det næste vigtige skridt, som blev taget med hensyn til zen buddhismens udvikling i Danmark, var Gerhard Meidell Reichelts fine og velformulerede oversættelse Den Sjette Patriark, København 1947. Det er en oversættelse af den såkaldte Platform sutra, som er tilegnet den sjette patriark Hui-Neng (638-713), der er en så betydningsfuld skikkelse i zen, at han ofte betragtes som den virkelige ophavsmand til zen buddhismen.

G. M. Reichelt har skrevet en glimrende indledning til værket, hvor han fortæller om baggrunden for Platform sutraens tilblivelse i det buddhistiske miljø i Kina, buddhismen som mystik, ch'an som ortodoks buddhisme, meditationsskolens historie til Hui-neng og om bogen og dens hovedperson.

Det er en omhyggelig og intellektuel redelig fremstilling fortalt i et godt sprog uden de floromvundne og prætentiøse vendinger, som var karakteristisk for hans onkel. G. M. Reichelt var missionær ved Den kristne Buddhistmisjons Broderhjem Tao Fong Shan, "Kristusåndens berg", hvor unge buddhistmunker, som har gjort sine erfaringer med hensyn til hvad ch'an gir og ikke gir, söker hen.

Med Den Sjette Patriark har vi virkelig fået et af zen buddhismens hovedværker oversat til dansk eller norsk, som det jo egentlig er. Selvom G. M. Reichelt er erklæret kristen og oven i købet missionær, har han med dette værk formået at trænge dybt ind i et at zens kildeskrifter og gengivet det på en måde, så man skulle tro, at han var erklæret buddhist. Det er rigtig flot klaret.

Jeg synes det er rigtigt at tage Aldous Huxleys (1894-1963) bog Den Evige Filosofi, oversat af Mogens Boisen, København 1950, med her, skønt den indeholder meget andet end zen buddhisme. Zen er repræsenteret af mange citater af forskellige kinesiske og japanske zen mestre.

Aldous Huxley har i denne bog samlet en lang række uddrag fra værker af alle tiders store mystikere og religionsstiftere og har med sine kommentarer forbundet disse vise ord til et hele, som ikke er filosofi i ordets almindelige betydning, men en fælles livsvisdom i alle religioner, religionen i alle religioner eller den mystiske tradition i alle religioner.

Huxley vil påvise en kerne, der er forbavsende ensartet i alle kulturer til alle tider. Han kaldte den The Perennial Philosophy og henviser til, at det var den tyske filosof Leibniz (1646-1716), som skabte udtrykket philosophia perennis eller evigvarende filosofi.

Skønt jeg ikke er tilhænger af en overfladisk synkretisme, hvor man forsøger at finde en enhed mellem forskellige filosofiske eller religiøse systemer, således at de kulturelle modsætninger tilsløres, vil jeg derimod gerne være talsmand for et springende punkt i alle traditioner som noget universelt. Hvis zens springende punkt overhovedet skal have interesse, må det være noget universelt, så må der være zen i alle religioners kerne, ellers kan det være lige meget.

I 1961 udkom på dansk den mest ubehagelige bog om Indien og Japan jeg endnu har læst. Det drejer sig om Artur Koestlers (1905-1983) arrogante kritik af indisk yoga og mystik og japansk zen buddhisme i bogen Lotusen og Robotten, oversat af Poul Mühlhausen. Arthur Koestler behandler her disse to kulturlandes religiøse traditioner, som en billig revolver journalist gør i et formiddagsblad:

Koestler har haft dristighed til at tage sig af de penibleste emner på en håndfast og afslørende måde. Ja det skal jeg lige love for! Koestler har villet sandheden, hvor ubehagelig den end kunne være. Nej Koestler kan ikke se sandheden, fordi han fortegner virkeligheden med sine egne hånlige og nedladende vurderinger. Han vender derfor skuffet tilbage til Vesten fra en rejse i Østen med den erfaring, at vi intet kan lære af Østen, og at vi kan være stolte af vores Vestlige arv. Hør hvad han siger om zen:

Zen er i forhold til religion, hvad den japanske stenhave er i forhold til andre haver. I zen er den ingen gud, intet liv efter døden, intet godt og intet ondt, ligesom der i en japansk stenhave ikke findes blomster, planter eller buske.

Når en discipel spørger: "Hvad er zen?," er lærerens traditionelle svar: "Tre pund hør" eller "en vissen blomst" eller "en toiletbørste".

Zen kan ikke hånes, fordi dens metode er selv hån. I zen lærens mondo og koan nåede den japanske uklarhed sit metafysiske højdepunkt.

Zen er i bedste fald en eksistentialistisk spøg og i værste fald et net af højtidelige absurditeter.

Zen er en kult i det absurde, af rituelle narrestreger og pludselig psykoterapi for et genert samfund, der er plaget af skamfølelse, en teknik til løsning af de knuder, der gør livet besværligt. Med ét ord: Zen var det feudale Japans beroligelsesmiddel.

Arthur Koestler omtaler Bodhidharma som en vildt udseende, fanatisk munk, som ophidset råbte til Kejseren: Zen har intet budskab, der findes intet helligt.

Den traditionelle tone i zen lægger vægt på uhøflighed, stejlhed...sarkastisk optræden.

Bodhidharma males altid som en snerrende hugaf med truende, fremspringende øjne, men dog med et glimt af frydefuld sarkasme i blikket.

Traditionen med uhøflig og grov optræden har holdt sig op til vore dage.

Når Arthur Koestler forsøger at afsløre sandheden i en kōan kommer der følgende ud af det. I den første af den kinesiske zen mester Hung-lun's "tre barrierer" spørges der: Enhver er født et sted. Hvor er du født? Svar: Tidlig i morges spiste jeg ris vælling, nu er jeg sulten igen. Koestlers kommentar til denne Koan er:

Svaret synes at betyde, at omstændighederne omkring fødsel og død er som krusninger henover begivenhedernes hav, ligeså betydningsløse som den evige skiften mellem sult og mæthed.

Sikke noget forfærdeligt sludder! hvis han gik til zen mesteren med den i et sanzen interview, ville han blive ringet ud lige med det samme, og det betyder: Svaret er galt! Koestler skriver side op og ned om kōan og satori:

Hele zens lære synes at være rettet mod alle de hæmninger og bånd, som japanerne har pålagt sig i deres adfærdsnormer.

Den traditionelle angst for det uforudsete modvirkes ved pludselig at dænge eleven til med overraskende og chokerende påstande og opmuntre ham til at reagere på en ligeså fjollet måde. Koan teknikken går ud på at opmuntre netop den side af menneskenaturen, som de sociale morallove fordømmer.

Ved en åndelig akrobatisk bedrift, som næppe noget andet land kunne præstere magen til, blev Buddhas milde lære, som vender sig med al vold, til den afgørende tro for den morderiske samurai-klasse... Hemmeligheden ligger ikke i Buddhas smil, men i en ganske enkel universalformel: forlad dig på din intuition, kortslut refleksionen, vær spontan i alle dine handlinger.... satori er intuition, hverken mere eller mindre. Resten er en pseudo-mystisk leg med ord.

Let gennemskuelig zen-hokus-pokus.

Om Daisetz Suzuki siger Arthur Koestler dette: Vi kan betragte dr. Suzukis vældige livsværk på mindst en million ord, skrevet specielt med dette for øje: at forvirre og bedøve den rationelle tanke - som en kæmpespøg af enestående heroiske dimensioner, og de Vestens intellektuelle, der er gået i fælden og har ladet sig betage, har udleveret sig eftertrykkeligt til latteren.

Zazen meditationen kan Koestler slet ikke få til at passe sammen med sin forståelse af zen: Selvom Zazen øvelserne indtager en fremtrædende plads i klosterlivet, synes zen og meditation ligesom ikke rigtig at passe sammen. Øvelserne følger en mystisk teknik, men de er uden mystisk indhold. Hvis der ikke er nogen Gud, ingen morallov, ingen læresætninger, hvad er der da tilbage at meditere over, bortset fra at gentage: at en rose er en rose er en rose er en rose er en rose som sikkert middel til selvsuggestion?

Der er forskellige andre skrappe udsagn om Zen i Lotusen og Robotten som f.eks. at Zen mestrene vidste at den kosmiske nihilisme i deres lære var som arsenik: - i små doser som en stimulans, i store som gift - og hvad med denne her: Zen filosofiens slappe, amoralske spontanitet.

Jeg tror jeg vil slutte denne fremstilling af krænkende bemærkninger om Zen med Koestlers trang til at nedrakke en fin gammel zen mand. Dette fører mig tilbage til dr. Suzuki og til spørgsmålet om, hvorvidt han og hans disciple prøver på at tage læserne eller sig selv ved næsen. Da "Alice i Eventyrland" kan bruges som håndbog i zen, kan jeg ligeså godt tilstå, at jeg hele tiden har været slået af dr. Suzukis forbløffende åndelige lighed med enten Tweedledum eller Tweedledee, hvilke herrers tvillingekarakter uden tvivl skal symbolisere forholdet: te og ikke te, pil og skive, forfatter og læser, bedrageren og det bedragne sind.

Arthur Koestlers læsere skulle ikke vente mere end ét år på selv at kunne læse Daisetz Suzukis egne ord, for i 1962 udkom det eneste værk af Suzuki (1870-1966), som er oversat til dansk. Det drejer sig om Zen buddhisme. En orientering, oversat af Mogens Boisen, med langt forord af C.G.Jung. Den engelske udgave hedder An Introduction to Zen Buddhism og udkom første gang i 1934 i Kyoto. Oprindelig drejer det sig om en samling artikler, der udkom i tidsskriftet The New East 1914-18. Vi har altså at gøre med noget af det første materiale Daisetz Suzuki skrev om zen. I en senere dansk udgave fra 1985 har man erstattet Jungs forord med en indledning af Henrik Hjort Sørensen, vel sagtens fordi man nu var betænkelig ved at lade Jung introducere zen til læseren. Zen bliver faktisk ikke nemmere at forstå, når man ser den igennem psykologiens briller.

Suzukis Zen buddhisme er selvfølgelig et meget kompetent værk, skrevet af en mand, som gennemgik mange års zen træning i Engaku-ji først under Imakita Kosen Rōshi (1816-1892) og senere under Shaku Soen Rōshi (1859-1919), før han begyndte at skrive og holde foredrag om zen. Han blev ved med at skrive til han var 95, og det er faktisk underligt, at den omtalte lille orientering om zen er den eneste bog af ham på dansk ud af hans enorme produktion.

Samme år 1962 udkommer en anden bog om zen på dansk. Det er Alan W.Watts (1915-73) Zen buddhismen, oversat af Aksel J. Knudsen fra den engelske udgave The Way of Zen. Dette en vel nok den mest populære og velformulerede bog om zen, der er skrevet. Den er skrevet af en forfatter som var umådelig vel orienteret indenfor næsten alle spirituelle og psykologiske systemer i verden.

Det er en stor fornøjelse at læse denne bog, ikke mindst fordi Alan Watts er en meget stor sprogkunstner, men også fordi han på forunderlig vis får zens springende punkt til at være det mest naturlige i tilværelsen, ja netop tilværelsen som den er i sig selv lige nu!

Den japanske zen mester Sohaku Ogata skal engang have sagt om Allan Watts' zen, at den er som en kats miav i forhold til en tigers brøl. Skønt både kattens miav og tigerens brøl er et udtryk for, at buddhanaturen aktualiseres, kan jeg godt se pointen.

Sagen er, at Alan Watts’ forståelse af zen ikke har basis i hans egen zen træning, men udtryk for en meget begavet zen livsanskuelse. Men det kan man også sige om mange andres skriverier om zen, selv om forfatterne har adskillige års zen træning bag sig. Selv ikke mange års zazen kan garantere, at man har fattet det springende punkt.

Alan Watts' zen har været et problem for mange, som i dag er forankret i zazen, men stadig føler, at de ikke har fattet zens springende punkt. Alan Watts' bog varslede på en vis måde om en ny tid for vesterlændinges interesse for Zen. Han står ligesom med det ene ben i en tid, hvor zazen næsten ikke kunne tages alvorligt, og det andet ben i en tid, hvor zazen er det eneste seriøse, der er at gøre ved ens eksistentielle dilemma.

Det som bevirkede, at indstillingen skiftede, for øvrigt uden at Alan Watts selv var rigtig klar over det, var den psykedeliske revolution, som skabte en levende interesse for spirituel praksis og mystikkens betydning. Alan Watts var selv en meget markant figur i denne psykedeliske periode, derom vidner hans egen lille bog Den muntre Kosmologi. På opdagelse i Bevidsthedens Kemi, som udkom på dansk i 1970.

Mens Alan Watts var i fuld gang som talsmand for en ny tids økosofiske og ikke-dualistiske tilværelsesbetragtning eller hippiefilosofi, listede de bagerste tilhører af til forskellige Zen klostre. De ville nu selv prøve det i praksis, som Alan Watts talte om, men aldrig selv havde tænkt sig at gøre noget ved. Havde han allerede selv fattet det springende punkt, eller havde han ikke?

Danske læsere fik i 1971 lejlighed til at stifte bekendtskab med en fin lille bog af den tyske filosofi professor Eugen Herrigel: Bueskydning og Zen, med et klart og enkelt forord af Suzuki. Herrigel kom til Japan i 1929 og øvede sig i kyudo eller bueskydningens kunst for at forstå zen.

Hans måde at fortælle om sine erfaringer på, har fået utrolig mange vestlige læsere overalt i verden til at blive mere opmærksomme på deres tanker og handlinger. Det er en beretning om, hvordan han gennem års træning hos en japansk mester efterhånden bliver afklaret med hensyn til zen buddhismens væsen.

Herrigel fortæller om sin lærer, som med skarp pædagogisk sans ledte ham gennem de mange vanskelige faser på vejen, beherskelse af åndedrættet, muskelkontrol og den selvforglemmelse, som gør, at japansk bueskydning ikke er en sport, men en form for meditativ praksis, hvor man uden personlig ærgerrighed og emotioner bliver ét med buen, pilen og skiven. Herrigel opholdt sig i Japan til 1948, samme år som originaludgaven af hans bog udkom.

Noget meget væsentlig ved kyudo er, at den ikke tjener noget sportsligt formål eller er en fornøjelse, men virker som en skoling af bevidstheden og som et middel til at bringe denne i kontakt med den egentlige virkelighed. Man øver sig ikke kun i bueskydning for at ramme skiven, men først og fremmest for at bringe det bevidste i harmonisk overensstemmelse med den, som ikke ved.

Før vi beskæftiger os med den nye generation af zen studerende, som enten kun er interesseret i zazen og ikke i bøger eller som seriøst fordyber sig i begge dele, er der nogle bøger jeg vil nævne betydningen af. Den første er Meditationens Veje, redigeret af Nils-Olof Jacobsen og oversat fra svensk 1975. Det er en antologi, hvor 10 forfattere beskriver hver sin form for meditation, som de selv har haft praktisk erfaring med, og giver oplysninger om teknik og metoder.

Den svenske professor i religionsfilosofi ved Uppsala Universitetet Hans Hof har her skrevet kapitlet Zen meditationen. Hans Hof beskæftiger sig med mystikernes erfaringer og den religiøse erfarings sprog. Han skrev doktordisputas om Meister Eckeharts mystik og blev interesseret i zen ved at dyrke meditation og læse Hugo Enomiya-Lassalles (1898-1990) bøger om zen og kristen mystik. Hans zen lærere var Karlfried von Dürckheim og Taisen Deshimaru (1914-1968).

Siden 1970 har Hans Hof ledet kurser i zen meditation i Rättvik. Han er Sveriges "grand old man" med hensyn til zen. Kapitlet er helt og holdent praktisk orienteret og derfor meget spændende og relevant for den, der vil vide noget om zazen, før han selv begynder.

Hans Hof skriver: Hvad meditationen i dag betyder for mig, kan jeg formulere som følger: Zen er for mig en livsform, så konkret, hel og samlet som mulig. Uden de erfaringer, som zen giver, er religion for mig en mere eller mindre meningsløs historie; i de erfaringer finder jeg nøglen til meningen med formuleringer, der udtrykker en religiøs erfaring.

For at blive lidt i denne tradition skal vi op til 1986 for at finde den danske udgave af det store værk, som Hans Hof og Wilfried Stinissen både har redigeret og skrevet betydelige ting i. Det drejer sig om Meditation og Mystik. Om dybmeditation - mystisk erfaring og afspænding. Også med undertitlen Fra zen, bhakti og transcendental meditation til kristen dybmeditation og mystik. Den er mesterligt oversat fra svensk af Ruth Plum, hvis klare og koncise form passer fortræffeligt til kristne mystikere som Teresa af Avila og Johannes af Korset.

Bogens mest interessante afsnit er uden tvivl Hans Hofs kapitel om Meister Eckeharts mystik. Parallellerne til zen er umiskendelige og formuleringerne korte, klare og stærke, det er virkelig flot arbejde. Kapitlerne om mystik af W. T. Stace og om zen af Karlfried von Dürckheim er for min smag alt for psykologiske og intellektuelt set for stor en mundfuld. Det gør adgangen til zens springende punk alt for ufremkommelig. Bogen er i det hele tage meget ordrig, der er virkelige perler, men der er også tunge sten.

Skal vi se på et par religionshistoriske værker med betydning for zens forståelse og udvikling herhjemme, vil jeg først og fremmest fremhæve den amerikanske religionshistoriker Huston Smiths "Religioner i Øst og Vest med undertitlen Mennesket i Kosmos, i 2 bind, 1984, smukt og stilfærdigt oversat af Swami Anand Rahasya. Der er kapitler om hinduismen, buddhismen, konfucianismen, taoismen, islam, jødedommen og kristendommen.

Under buddhismen finder vi et meget tiltalende afsnit om zen med titlen Blomstens Hemmelighed, som bærer præg af, at professor Huston Smith ikke nøjes med at studere zen ved sit skrivebord, men tager til Kyoto og deltager i en intensiv meditationsuge (o'sesshin) i Myoshin-ji og går til sanzen hos Zuigan Goto Rōshi (1879-1965) i Daitoku-ji. Huston Smith er ikke nogen almindelig akademiker. Han hører til de forskere, som ønsker at trænge ind i religionernes væsen, fordi det er hans hjertesag.

Et andet meget læsevenligt og kulturhistorisk set tilfredsstillende værk er Olof G. Lidins Japans Religioner fra 1985, som udkom i Politikens serie Verdens Religioner. Det er tilsyneladende et populært skrevet værk, men det spændende er, at der faktisk ikke er det hjørne af Japans lange religionshistorie, som ikke er med. Det hele er kronologisk ordnet, så man får fornemmelse af en utrolig varieret udvikling med yderpunkter, som Lidin forstår at forbinde med hinanden, så man fornemmer det særlige japanske: Nemlig at leve uforstyrret sammen med alle de mange modsætninger. Læseren fornemmer, at zen skolerne og zen æstetikken i Japan hører hjemme i et meget komplekst kulturelt miljø. Deraf kan man lære, at zen sandelig ikke er hele Japan, men kun en beskeden del af et utroligt bredt kulturelt spektrum.

Zen buddhismen er i de sidste 20 år blevet til et levende engagement for en lille gruppe mennesker i Danmark. Før i tiden drejede det sig for de flestes vedkommende om en intellektuel interesse, som for nogle blev til en livsanskuelse. For andre var det kærligheden til kinesisk eller japansk kultur og åndsliv, som fik dem til at læse om zen. Men jeg kender ingen fra den tid, for hvem interessen for zen var så livsvigtig, at de selv gav sig i kast med den zen buddhistiske praksis, som er zazen.

Jeg kender kun én dansker, som før 1969 rejste til Japan for at snuse til zen træningen i et kloster. Det var præsten Erik Rostbøl, som i sin rejsebeskrivelse fra Østen Den Hellige Elendighed har beskrevet sit månedslange lange ophold i Rinzai zen klostret Ryutaku-ji i slutningen 1950erne under vejledning af den usædvanlige zen mester Soen Nakagawa

Rōshi. Rostbøl fortæller i et par kapitler om sit møde med denne zen mester og om den visdom, som springer ud af deres dialog.

Der fandtes på den tid ikke en Zen Buddhistisk Forening herhjemme hvor man kunne mødes regelmæssigt og praktisere zazen sammen. I 70erne skete der så det nye, at man kunne tage zen alvorligt i både filosofisk og praktisk forstand. Det nye var, at det forår, som den psykedeliske tid havde medført i spirituel henseende, ligesom legitimerede Østens mestre, når de hævdede, at meditation var vejen til at afklare ens eksistentielle dilemma. Der var mange, som var desillusionerede med vesterlandsk filosofi, psykologi og kristendom. De troede ikke længere på, at den slags informativ intellektualitet kunne hjælpe dem af med deres angst og adskilthed.

Zen buddhismens praksis tiltrækker de, som er åbne overfor mulighederne i orientalsk religionspsykologi og mystik, men som ikke bryder sig om de okkulte tendenser i de teosofiske systemer eller i visse indiske religionsformer. Jeg tror, at de, der føler sig tiltrukket af zen, også føler et åndeligt slægtskab med taoismens livsvisdom og i hele taget med Østasiens kærlighed til naturen, det naturlige og dagligt praktiske arbejde.

Desuden tror jeg, at mennesker, som bliver fascineret af zen, føler sig besnæret af zens ukonventionelle og ulogiske spørgsmål og svar. De føler nok, at paradokset svarer til deres egen situation. Men først og fremmest tror de på, at det gennem zen meditationen er muligt at erkende deres egen og alle tings egentlige natur og derved befri sig for den angst og adskilthed de oplever. En særlig sans for skarpsindighed, selvironi og uhøjtidelig nøgternhed skal der nok også til, for at man netop synes, at zens måde at sige tingene på er den rette.

I 1978 fik vi så et buddhistisk tidsskrift af en ganske særlig kvalitet. Det var Stupa, som igennem de næste år udkom med i alt seks numre. Nr. 3 var et zen tema nummer. og nr. 6 et kunst tema nummer. Stupa kaldte sig selv et "uafhængigt buddhistisk tidsskrift, som udgives periodevis." Det sidste nummer kom i juni 1983. Bladet blev redigeret af et hold af buddhister og forfattere, som selv skrev i bladet og skiftedes til at være ansvarshavende: Helene Ree, Benny Friis Gunnø, Erik Meir Carlsen, Dorrit Wagner, Poul Erik Pilmann, Flemming Faber og Henrik Hjort Sørensen.

Stupa var et smukt tidsskrift, trykt hos Narayana Press med mange illustrationer i bogtryk og med farveforside. Det var et bredt anlagt tidsskrift for alle med interesse for buddhismen. Det dækkede flere kulturer og delte sol og vind lige imellem indisk buddhisme, tibetansk buddhisme, samt forskellige former for kinesisk, koreansk og japansk buddhisme. Indholdet lå på et højt niveau med fokus på en levende nutidig fortolkning, der sigtede på at give ordentlig besked på en måde, så både buddhister og ikke buddhister kunne få noget ud af det. Det eneste, som måske manglede, var en tekstredaktør til at stramme det sproglige lidt op.

Stupas 6 numre indeholdt op til 20 forskellige indlæg og artikler om zen. Henrik Hjort Sørensen skrev om de kinesiske zen mestre Hsu Yun, Lin-chi og Han-shan, den koreanske zen mester Kusan, zen buddhismen i Vesten, Zen meditation og zen æstetik. Dorrit Wagner skrev om de kinesiske zen mestre Hui-neng, Han-shan og Shih-te. Poul Erik Pilmann skrev om Oksebillederne, zazen og templet Daishu-in. Stephen Addiss skrev om zen maleriet i Obaku sekten. Pat Fister skrev om den japanske zen mester Hakuin. Lise og Simon Heilesen skrev om zen haven Ryoan-ji. Torsten Olafsson skrev om shakuhachi zen, Tim Pallis skrev om zen træningen og Eske Møllgaard havde udarbejdet en ordliste til zen tema-nummeret.

I løbet af 1970erne begyndte forskellige danskere og fastboende udlændinge i Danmark at praktisere zazen eller siddende meditation alene eller i små grupper. Der var stadig ingen formelt etableret og navngivet zen gruppe. Nogle få danskere rejste til Japan, Kina, Korea eller USA for at lære at sidde i et zen kloster. De kom tilbage fra udlandet og begyndte at sidde regelmæssigt. Efterhånden lærte de hinanden at kende og begyndte at sidde sammen.

Et praktisk engagement er f.eks. 45 minutters zazen morgen og aften + 3 timer en enkelt aften om ugen. Undertiden mødtes de i weekenden til en lille sesshin dvs. 8 timers zazen om dagen. Da der ikke var nogen zen lærer i Danmark i 70'erne, blev det snart sædvane, at hver især praktiserede på den måde han eller hun havde lært i udlandet hos en eller anden zen mester. Da alle zen mestres zazen vejledning er forskellig fra hinanden på grund af tradition og den overlevering, der findes i mesterens linje, lærer eleverne forskellige metoder. Denne variation med hensyn til praksis præger stadig dansk zen, og gør dansk zen usekterisk.

I 1969 rejste jeg til Japan for at gå i zen lære. Jeg fandt frem til en lærer ved Daitoku-ji templet i Kyoto ved navn Sōhaku Kobori (1918-1992), og blev i Japan et år og fortsatte med at sidde regelmæssigt i årene fremover. Denne zen mesters undervisning har jeg beskrevet i en artikel: Nanrei Sohaku Kobori and his Teaching of Shikan One: A Remembrance, FAS Society Journal, Summer l992, Kyoto.

I efteråret 1977 vendte jeg tilbage til Kyoto for at fortsætte zen træningen og blev der nu i 2 år til efteråret 1979. Foruden zazen og sanzen praksis i Daitokuji hos Kobori besøgte jeg zen mesteren Katsuki Sekida (1903-87) i Koji på Shikoku øen, og zen mesteren Genmyo Murase (1913-88) i Obaku sektens tempel Mampuku-ji i Uji nær Kyoto. Ved Eastern Buddhist Society på Otani Universitet deltog jeg i en studiegruppe ledet af zen mesteren Keiji Nishitani (1900-1990), som gennemgik Hekigan Roku eller Blåklippe Optegnelserne, en meget betydningsfuld Zen kōan samling.

I Reiun-in i Myoshinji praktiserede jeg i zen mesteren Shinichi Hisamatsus (1889-1980) zen gruppe FAS Society. FAS står for Formless, All, Self og er en meget aktiv og levende lægmandsgruppe, som i mere end 30 år har været et samlingssted og inspirationskilde for mange zen interesserede både i Japan og Vesten. I denne lægmands zen gruppe traf jeg andre zen lærere, som fik betydning for mig: Masao Abe (1915-2006), Takayasu Sekiun Koretsune, Motoo Kawarabayashi, Sennichiro Higashi, Ryotaro Kitahara (1922-2004), Gishin Tokiwa, Seiji Ishii.

Henrik Hjort Sørensen rejste ligeledes i begyndelsen af 70'erne på en rundrejse først til USA for at opsøge forskellige buddhistiske centre. Derefter tog han til Kina og Japan, men først i det store, gamle, traditionsrige Songgwang tempel i Sydkorea fandt han hvad han søgte, en klassisk, ortodoks zen mester ved navn Kusan (1908-1983). Kusan kunne ligeså godt have levet i Tang dynastiet, han var simpelthen en levendegørelse af zen buddhismen, så ekstraordinær almindelig som kun en gammel Buddha kan være.

Henrik Hjort Sørensen havde fundet sin lærer og rejste i de følgende år mange gange til Korea for at fortsætte sin zen træning, hvor han blandt andet deltog i et halvt års intensiv zazen sesshin. I sommeren 1981 besøgte Kusan Danmark som den første og eneste zen mester til dato. Der blev afholdt en uges sesshin med foredrag og personlig vejledning af Kusan. Jeg tror roligt man kan sige, at den uge med Kusan i København i fremtiden kommer til at stå som en milepæl for zen i Danmark.

I 1976 udkom Henrik Hjort Sørensens første litterære produktion, en nu svært anskaffelig oversættelse fra engelsk af Hjerte Sutraen og Diamant Sutraen, som er de to vigtigste små tekster i Prajnaparamita litteraturen. Året efter i 1977 udkommer en lille perle på Borgens Forlag, nemlig Zen Historier, 119 klassiske zen historier om mesteren og hans elev. Eleven står på toppen af en hundrede fod høj pæl, mesteren giver ham det sidste skub ud i det ufattelige. HHS indleder dette vigtige lille kildeskrift med en kort kulturhistorisk baggrund for stoffet.

Den næste håndvenlige bog er Zen. Belæringer, Historier, Digte, som HHS havde samlet og oversat fra kinesisk i 1982. I denne bog findes nogle meget vigtige belæringer for den, som vil praktisere zen, f.eks. den japanske zen mester Dogens Fukanzazengi. Universel opmuntring til zazen, Kusans uundværlige hua-t'ou metoden. Praktiske instruktioner for vesterlændinge, som studerer zen og Hakuin Zazen Wasan. Sangen om zazen. Bogen er i det hele taget rig på helt centrale tekststeder fortalt emfatisk og i en nøddeskal.

Zen Buddhistisk Forening havde stiftende generalforsamling den 26. september 1982. Mellem de fremmødte var Maria Tascher, Tommy Rasmussen, Lars Læssøe-Larsen og Niels Holger Wulff. Foreningen var en gruppe, som havde siddet sammen med zen læreren John Mortensen siden efteråret l979. John Mortensen havde startet denne zen gruppe, som en underafdeling af Karateskolen på Emdrupvej.

Han skriver selv om sin baggrund for at virke som zen lærer i Karateskolens blad: Jeg har trænet zen mere eller mindre intensivt i ca. 8 år. Først for mig selv i ca. 1 1/2 år, hvor jeg løste en kōan, så i nogle få uger i Ryutaku-ji-templet i Japan for at få godkendt kōan løsningen. De følgende år gik med at indpasse min zen dharma (indsigt) i mit daglige liv, og her har karaten hjulpet mig meget, idet karate for mig er meditation i bevægelse - levende visdom. Man kan sige at zen er karate for sindet, og karate er meditation for legemet, idet det så at sige er de samme ting man træner på henholdsvis det indre og det ydre plan: styrke, smidighed, udholdenhed, overvindelse af modstandere osv. Efter at have opnået en vis modenhed og koordination af mit indre og ydre liv, tog jeg så igen i kloster, denne gang Dai Bosatsu Zendo i USA. Her gennemgik jeg yderligere kōan og intensiv meditationstræning. Efter fire måneder med i alt 760 timers meditation, blev jeg godkendt som leder af et meditationshold. Jeg er dog langt fra færdiguddannet, det vil nok tage 15-20 år endnu.

I begyndelsen af 1980 tager John Mortensen tilbage til sin træning under Eido Tai Shimano Rōshi i Dai Bosatsu Zendo. Klostret er en meget imponerende kopi af Tofuku templet i Kyoto og ligger smukt og helt isoleret i Catskill bjergene i New York. Gruppen i København fortsætter med at sidde hos Maria Tascher i de næste år. Lars Læssøe-Larsen og Maria Tascher rejser et halvt år til Dai Bosatsu Zendo for at gøre noget alvorligt ved deres zen træning.

I Sommeren 1983 kommer John Mortensen tilbage til Danmark som zen præst med navnet Denko Mokudo Zenji og med autorisation til at give dokusan og teisho. Dokusan betyder at "gå alene til mesteren", hvilket vil sige praktikantens møde alene med mesteren i et særligt rum, hvor hans forståelse af zen prøves. Det er en meget vigtig del af zen træningen, og derfor betyder en autorisation til at give Dokusan, at man er blevet godkendt som zen mester eller lærer. Teisho er ikke en prædiken eller foredrag i almindelig forstand, men en direkte pegen på eller demonstration af zens sandhed. At give Teisho kræver naturligvis, at man kender denne sandhed.

Zen Buddhistisk Forening flytter nu til Kokkedal, hvor John Mortensen bor, og skifter navn til Skandinavisk Zen Center. Man bestemmer, at onsdag den 17. oktober i fremtiden skal være en højtidsdag for zen buddhismens officielle indførsel i Danmark. Zen træningen bliver sat mere i system og arrangeret som kurser, man skal betale for. Men i løbet af efteråret og vinteren 1984/85 forlader de fleste af de gamle medlemmer zen gruppen og John Mortensen rejser tilbage til USA. Han har senere med et glimt i øjet sagt, at han blev fyret.

I Efteråret 1985 genopstår Zen Buddhistisk Forening igen, men med en helt ny zen gruppe. Initiativet tages af Peter Fonnesbech, som kender alle de zen interesserede i København, som praktiserer alene. Henrik Hjort Sørensen har også i mange år huset en zen gruppe. De mødes en aften hos Peter Fonnesbech og beslutter at stifte en zen gruppe, hvor man mødes hos Lars Læssøe-Larsen hver onsdag til zazen. Til det stiftende møde var foruden Peter Fonnesbech også Lars Læssøe-Larsen, Tommy Rasmussen, Niels Holger Wulff, Henrik Hjort Sørensen, Dorrit Wagner og Tim Pallis.

Zen Buddhistisk Forening har nu eksisteret i syv år, da dette skrives (1992). Foreningen er usekterisk, har ingen lærer, men virker som et uhøjtideligt mødested for de, som vil og kan praktisere zazen sammen med andre. Zen Buddhistisk Forening er ikke missionsk, og vi er ganske ligeglade, om der kommer 2 eller 10 til zazen. Der er hjælp og råd at få for de nye, som er på helt bar bund, men de må selv være interesserede i at hente oplysninger om zen træningen hos de tilstedeværende. Der afholdes ingen sesshin træning i foreningen som sådan, men i ny og næ finder nogle fra gruppen sammen til en sesshin alligevel.

Skønt orienteringen i zen gruppen hovedsageligt er Rinzai Zen, er der deltagere, som er tilknyttet andre traditioner, som f.eks. theravada buddhisme eller advaita vedanta eller noget helt andet. Det vigtigste er at kunne sidde i de 3 timer det varer, og det vil blandt andet sige, at kunne meditere ubevægeligt i 45 minutter i træk. Den frihed og løse tilknytning, som findes i Zen Buddhistisk Forening, synes vi det er vigtigt at fastholde samtidig med, at der faktisk kræves noget af deltagerne med hensyn til praksis.

I løbet af de 7 år foreningen har eksisteret, har der været mange forskellige deltagere til vores onsdagsmøder. Mange ønsker at prøve zazen for en tid, nogle kommer tre/fire gange, andre et halvt eller helt år og holder så op. Vi hører sjældent om grunden til den manglende interesse, og vi gør intet for at holde på dem. Men der er en fast kerne af medlemmer, som gør alt for at komme hver onsdag.

To af dem - Tommy Rasmussen og Claus Nordstrøm har begge været koji (lægmand) i en periode på ét år i Sōgen-ji klostret i Okayama i Japan, hvor mange vesterlændinge træner under vejledning af zen mesteren Shodo Harada Rōshi. To andre danskere har været der, men i en kortere periode. Sōgen-ji er et fortræffeligt Rinzai zen kloster i Japan, hvor virkelig seriøse zen praktikanter fra Vesten kan gå i zen træning som koji, munke eller nonner. Men da træningen er meget traditionel, kræves der ikke så lidt af de pågældende med hensyn fysisk og psykisk robusthed.

Lad os nu se lidt på de nyere religionshistoriske værkers behandling af zen. I 1984 udkom Gads religionshistoriske tekster, under redaktion af Bendt Alster og Christian Lindtner. Det er et imponerende værk med et stort og alsidigt udvalg af tekster fra hele verden nyoversat på grundlag af originalsprogene af de bedste danske filologer og religionshistorikere for tiden. Man kan sige, at det er et slags supplementsbind til serien Verdensreligionernes Hovedværker.

Teksterne er forsynet med indledninger, der placerer dem i en kulturhistorisk sammenhæng. Det interessante ved mange af de udvalgte tekster er, at det mytologiske eller religiøse indhold er eksistentielt. Dermed mener jeg, at de forsøger at give svar på menneskets spørgsmål vedrørende fødsel og død, lidelse og frihed og vor egentlige natur. Det adskiller dem fra tidligere religionshistorisk udvalgte tekster, som var mere etisk religiøse i karakter.

Det 4. kapitel i delen Østasien hedder Zen buddhisme og er skrevet af Henrik Hjort Sørensen og Eric Grinstead. Her er et udvalg af virkelig centrale tekster, som kan glæde enhver, der interesserer sig for zen. I indledningen lægges vægt på, at der ikke i zen er tale om nye buddhistiske teorier (alt er tomhed og sindet er Buddha), men om en ny holdning til buddhistisk praksis.

Den første tekst, vi præsenteres for, er en af de første og vigtigste tekster i zen. Det er Om indsigt i sindet, et langt digt, som er tilskrevet Sengcan (d.606), den 3. Zen patriark. Digtet handler om erkendelsen af sindet, buddhanaturen, og nødvendigheden af at overvinde al dualistisk tankevirksomhed.

Oversættelsen er ganske fremragende og er måske det bedste stykke zen buddhistisk lære, vi indtil nu har set i Danmark. Det er den rene vare, om jeg så må sige, fordi det springende punkt eksistentielt set er lige så vedrørende for mennesker i dag, som for mennesker i 600-tallets Kina. Det er med andre ord universelt betydningsfuldt.

Den næste tekst hedder: Om at afskære ideen om meditation. Jeg havde nu foretrukket at kalde den: Om at afskære alle forestillinger. Den fulde tekst findes nemlig i to engelske oversættelser: The ceasing of notions og A dialog on the contemplation-extinguished. Det nøgleord, som her oversættes med enten kontemplation eller meditation, er sanskritordet vipasyana, pali vipassana, kinesisk guan, japansk kan, som altid bliver oversat med indsigt.

I theravada buddhismen bruger man en meditationspraksis, som hedder vipassana. Det, der menes med indsigt i denne sammenhæng, er, at iagttage og forstå, at indse eller blot se. Det er denne forståelse af det iagttagne eller observerede, som er en forestilling, der skal afskæres eller bringes ud af verden. Stykket her begrænser sig til tekstens første afsnit.

Det er en knivskarp tekst, som er fundet i Dun-huang hulerne og kan dateres til midten af det 7. årh. Den tilskrives Niu-tou zen skolen og er formet som en dialog mellem en zen mester og hans elev. Emnet er øjeblikkelig erkendelse.

Oversætterne har desværre valgt at præsentere brudstykker af længere tekster i stedet for hele mindre tekster, men der er ikke noget at udsætte på udvalget som sådan. Alle stykker er hovedværker i zen litteraturen. Den næste tekst er to stykker fra Platform Sutraen eller den sjette patriark Hui-nengs (638-713) biografi og lære.

Det første afsnit Samadhi og Prajna handler om, hvordan man i praksis forener meditativ fordybelse og klar bevidsthed. Ordet prajna, som betegner den ikke-dualistiske klare bevidsthed er netop ensbetydende med at afskære alle forestillinger. Det andet afsnit hedder: Om at angre og forbedre sig og er en særlig fortolkning af de fire bodhisattva løfter.

Dernæst kommer teksten: Om at erkende sindet, som er en belæring af den kinesiske zen mester Baizhang Huaihai (720-814), der som den første samlede og formulerede reglerne for munkenes daglige liv (en dag uden arbejde er en dag uden mad). I dette korte uddrag berøres både den rette mentale indstilling i døds øjeblikket og den meditative koncentration:

Brug ikke koncentration til at opnå koncentration, brug ikke meditation til at fatte meditation, brug ikke Buddha til at blive buddha. Det siges: Virkelighed søger ikke virkelighed, virkelighed vinder ikke virkelighed, virkelighed udøver ikke virkelighed, virkelighed ser ikke virkelighed, men den finder sin vej helt af sig selv.

Det efterfølgende uddrag Levende væsener er buddha er fra den kinesiske mester Linji, japansk Rinzais (d.866) optegnelser. Han var grundlægger af Rinzai zen skolen i midten af Tang dynastiet, og hans fyndige ord studeres stadig i alle zen klostre i dag: Ønsker I at kende Buddha? Det er ingen anden end jer selv, som står her foran mig! Jeres mangel på selvtillid forhindrer jer i at opleve den levende patriarks sind. Det næste afsnit handler om det, der kaldes kōan zen. En kōan fremstiller for det meste en dialog mellem mesteren og eleven, som hermed opfordres til at løse sit eksistentielle dilemma.

Teksten: Nødvendigheden af zazen når man praktiserer Buddhas dharma og søger befrielse er et uddrag af den japanske Sōtō Zen mester Dōgens (1200-1253) værk Ting man må lægge sig på sinde, når man går vejen. Det forekommer mig at være et temmelig fascistisk stykke zen belæring af kedeligste skuffe, så lad os gå videre til den næstsidste tekst: Zen sektens magiske spejl. Her er til gengæld vigtige ord for den, der praktiserer zazen. De fire små stykker er skrevet af den koreanske zen mester Sosan Taesa (1520-1604) og stammer fra en standard tekstbog for unge novicer.

Stykkerne omhandler nogle helt basale råd og vink vedrørende kōan meditationens praksis: Hvis du bruger koan metoden, bør du praktisere lige så ihærdigt, som en høne ruger sine æg, som en kat fanger mus, som en sulten mand tænker på mad, som en tørstig mand tænker på vand, eller som et spædbarn, der tænker på sin mor. Kun da vil din praksis lykkes for dig.

Det sidste uddrag hedder: Frugten af at praktisere og er et afsnit fra den kinesiske zen mester Hanshans (1546-1623) selvbiografi. Stykket beretter om nogle meget tankevækkende oplevelser han havde på Wutai bjerget i Shanxi provinsen, da han mediterede sammen med en anden bjergmunk.

I midten af firserne udkom flere forskellige religionshistoriske værker. Religionshåndbogen kom i 1985 og indgår i serien: Religion/Etik under redaktion af Peter Boile Nielsen. Den er tænkt som en grundbog til brug ved religionsundervisningen i gymnasiet og HF. Medarbejderne fik helt frie hænder til at anlægge egne synsvinkler i overensstemmelse med deres religionsopfattelse. Kapitel 5 omhandler buddhismen og er fortræffeligt skrevet af Benny Friis Gunnø, som var med i redaktionen og en af forfatterne i det buddhistiske tidsskrift Stupa.

Jeg nævner ham her, skønt hans skribent virksomhed egentlig falder udenfor rammerne af denne redegørelse af zen buddhismens historiske udvikling i Danmark, fordi der er nogle ganske særlige kvaliteter ved hans beskrivelse af buddhismen. Jeg synes, at Benny Friis Gunnøs måde at fremstille de centrale aspekter af buddhismen på, både den oprindelige indiske buddhisme og den senere mahayana buddhisme, klart, enkelt, grundigt og nutidigt, virkelig er tilfredsstillende. Det er nok den bedste indgang man i dag kan få til buddhismen og så på kun 15 sider. Det er et meget velkomponeret arbejde.

Kapitel 6 Kinesisk religion og filosofi og kapitel 6 Japans religioner er begge skrevet af den utrættelige Henrik Hjort Sørensen, som nu optræder i alle sammenhænge, der drejer sig om østasiatisk kunst og kultur. Det er frem for alt som buddholog med speciale i koreansk zen buddhisme, at han har gjort den største indsats. Men i disse kapitler er der tale om en bred gennemgang af Kinas og Japans religiøse kulturhistorie med vægt på at fremstille åndslivet fra den praktiske og kontemplative side. Der er derfor også nogle udmærkede afsnit om Chan buddhismen i Kina og zen buddhismen i Japan, hvor forskellen mellem Rinzai skolen og Sōtō skolen fremhæves. For første gang kan læseren nu også finde et afsnit om Zen buddhismen i Vesten.

Det tredje moderne religionshistoriske værk så dagens lys i 1985 med Gyldendals Religion - en grundbog i livsanskuelser under redaktion af Jens Thodberg Bertelsen, Michael Böss, Birthe Mølhave, Finn Stefánsson og Asger Sørensen. Der er en 2. udgave fra 1992 også, og denne mursten er naturligvis også beregnet som en grundbog for gymnasiet og HF. Heri kan man endnu engang finde et mindre afsnit om Zen, Rinzai og Sōtō, kōan og zazen, japansk æstetik og kamptræning skrevet af Birthe Mølhave.

Jeg må ærligt indrømme, at disse meget korte sammendrag af en vanskelig forståelig og livslang praksis og filosofi efterhånden virker noget overfladisk skønt sobert informerende. Jeg synes der bruges for mange ressourcer på overfladiske leksikon informationer, som kun gavner den almene kulturelle dannelse uden at tilfredsstille den læser, som gerne vil gå i dybden.

Med dette hjertesuk kan vi se på det sidste værk af slagsen med en mere positiv indstilling. Det drejer sig om bogen Japans religioner i fortid og nutid ved Esben Andreasen og Finn Stefánsson, også udgivet på Gyldendal i 1986. Det er et værk i serien: Tekster til livsanskuelser/religion redigeret af Asger Sørensen og den første omfattende og samlede tekstudgivelse til de japanske religioner.

Det er dog ikke en omfattende introduktion til japanske religioner og kulturformer, men et oversigtsværk med mange korte stykker om vidt forskellige emner vedrørende japansk mentalitet, kultur, folkereligion, mytologi, buddhisme, nye religioner og moral og politik. Der er både sprogligt og pædagogisk set meget fine behandlinger af de enkelte emner. Udvalget er glimrende og umådelig bredt informerende med adskillige oversættelser af japanske forskeres værker skrevet på vesterlandske sprog.

Zen stoffet bærer præg af, at man er sprunget over hvor gærdet er lavest, idet man hovedsageligt har valgt at præsentere stykker, som allerede findes på dansk i forvejen. Det gælder Kohyrdebillederne fra Åge Marcus's bog Den blå drage, Poul Erik Pilmann's Hverdag i zen templet Daishuin og zazen. Instruktion i siddende meditation for begyndere fra det buddhistiske tidsskrift Stupa, Ti haiku digte fra Hans-Jørgen Nielsens Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger København 1963, Bueskydning og Zen fra Eugen Herrigel bog af samme navn, København 1971. Men der er også nogle få fortræffelige oversættelser af zen historier fra Poul Reps populære bog: Zen flesh. Zen bones, som lige er kommet på dansk, oversat af Hugo Hørlych Karlsen. Her er den bedste, som hedder Paradisets porte:

En soldat med navnet Nobushige kom til Hakuin (1685-1768; Zen mester) og spurgte: "Findes der virkelig et paradis og et helvede?"

"Hvem er du?" spurgte Hakuin.

"Jeg er en samurai," svarede krigeren.

"Du, en soldat!" udbrød Hakuin. "Hvilken fyrste ville have dig som livvagt. Dit ansigt ser ud som en tiggers."

Nobushige blev så vred, at han begyndte at trække sit sværd, men Hakuin fortsatte: "Nå, du har et sværd! Dit våben er sikkert alt for sløvt til at hugge mit hoved af."

Da Nobushige drog sit sværd, bemærkede Hakuin: "Her åbnes helvedes porte!"

Ved disse ord opdagede samuraien mesterens selvbeherskelse, stak sit sværd i skeden og bukkede.

"Her åbnes paradisets porte, sagde Hakuin.

I 1977 udkom en bog med en meget spændende titel: Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel skrevet af den amerikanske forfatter og filosof Robert M. Pirsig. Den blev en bestseller i det meste af verden og ikke uden grund. Det er nemlig en biografisk rejsebeskrivelse om en tur på landevejene tværs over det nordlige USA og samtidig en filosofisk rejse fra den vesterlandske kulturs dualistiske opfattelse af alle forhold til en ny kvalitetsopfattelse af livets praktiske sider.

Kvalitet! Dyd! Dharma! Pirsig finder hvad han søger, en ny forståelse af, hvad de græske filosoffer kaldte Aretê. Det betyder ikke moralsk dyd, men udmærkelse, dharma, siger han: Før forstandens kirke. Før substans. Før form. Før hjerne og omverden. Før dialektikken. I den rene kvalitets øjeblik er der hverken subjekt eller objekt. Bogen er en fortælling om en far, hans elleveårige søn og en stor velplejet motorcykel.

Det er ikke en bog om Østens zen, dertil er den alt for litterær og filosofisk. Men der er alligevel fremragende klare og indsigtsfulde formuleringer af aktive menneskers ikke-dualistiske virke, og det springende punkt, som zen træningen hjælper med til at finde. Der er ikke mange ord om zen i bogen, men når der er, opdager man straks, at Robert Pirsig godt ved hvad han taler om:

Zen-buddhismen har en øvelse i blot at sidde stille. Øvelsen skal ophæve forestillingen om en adskillelse mellem selvet og omverden, så denne adskillelse ikke længere dominerer bevidstheden. Det, jeg taler om i forbindelse med vedligeholdelse af motorcykler, er en øvelse, der går ud på blot at reparere. Den skal ophæve den tilsvarende adskillelse mellem en selv og det, man beskæftiger sig med. Hvis man ikke lader sig dominere af en følelse af at være adskilt fra det, man laver, kan man sige at være engageret i det. Det er det som omhu i virkeligheden drejer sig om: en samhørighedsfølelse med det foreliggende arbejde. Har man denne følelse følger også forståelsen af kvalitet.

I 1987 udkom Karlfried Graf von Dürckheim's bog: Hara. Menneskets vitale midtpunkt på dansk, oversat af Guni Martin. Det er en meget oplysende bog for de, der træner i en spirituel disciplin med basis i fysisk koncentration. Alle som dyrker meditation, yoga, Tai Chi, sport, terapi osv. kan få nytte af Dürckheim's erfaring med japansk træningsfilosofi. Dürckheim har lært af japanske zen mestre, men man kan ikke sige, at han selv er zen lærer. Han er nemlig gået egne veje og vejleder vesterlændinge på en måde, som tilfredsstiller deres ønske om at forstå tingene mere anskueligt og psykologisk.

Værket er overordentlig docerende om alle mulige forhold, der vedrører hara eller maven, som det japanske ord desværre oversættes med. Det skulle have været bugen, som på japansk hedder tanden. Og det er måske grunden til, at man til trods for de meget indgående spirituelle, psykologiske og terapeutiske oplysninger og forklaringer savner en kontant vejledning i den ganske specielle østasiatiske bug åndedræts teknik, som det hele jo drejer sig om.

Yogalæren og terapeuten Johnny O'Hagan har skrevet et meget fint forord til bogen. Hør hvad han siger om hara: Hara er solen - midtpunktet i vort indre univers, der med sin tyngde holder os på plads i livet, men også forbinder os med det. Det er den forbindelse vi har mistet, og som vi er nødt til at genfinde for at kunne opleve den tilstand af balance, der gør livet værd at leve.

Det tomme spejl. Oplevelser i et japansk zenkloster, skrevet af den hollandske kriminalromanforfatter Janwillem van de Wetering og oversat af Alis Friis Caspersen, udkom i 1990. Denne let læselige og fornøjelige bog om en ung hollænders møde med zen buddhismens hårde træning i slutningen af 1950'erne er værd at læse før man rejser til Japan for at "brække benene". Zazen gør ondt, livet er en lidelse, hvis du har en illusion om, hvad du går ind til, er det din egen skyld, du var advaret.

Det er en selvoplevet fortælling om, hvordan livet er i et zen kloster i Japan, set med en vesterlændings øjne. Stedet er ikke navngivet og personerne er nøglepersoner. Men kender man lidt til zen miljøet i Kyoto, kan man godt regne ud, hvor det foregår, og hvem der er hovedpersoner.

Stedet er Daitoku-jis kloster Ryosho-ji eller blot Daitokuji sōdō. Zen mesteren er Zuigan Goto (1879-1965). Peter er Walter Nowick, amerikaner og pianist, som fik inka (bevis på at have fuldendt træningen) af Zuigan Goto Rōshi efter 17 års zen træning i Daitoku-ji. Gerald er den amerikanske digter Gary Snyder, som trænede i Daitoku-ji i otte år først under Zuigan Goto og senere under Oda Sesso Rōshi.

Det tomme spejl beretter helt usentimentalt om livet i og udenfor klostret og om forfatterens problemer med autoritet, streng disciplin, tankeflugt og dårlige vaner. Det første budskab, som går ind på lystavlen i zen træningens begyndelse er ens uopmærksomhed og skødesløshed i de daglige gøremål. Det må der gøres noget ved! Det tomme spejl, sagde Peter, hvis du kan forstå det, er din søgen forbi.

I 1990 udkom også Tim Pallis' bog: Zen. Træning og Tradition. Det er en praksis orienteret bog med en indgående beskrivelse af, hvordan man fra begyndelsen forholder sig til zen træningen, og hvordan man praktiserer zazen. Der er en minutiøs vejledning i den klassiske siddestilling og åndedrætsøvelse. Men det er også en bog, som skildrer zen buddhismens religionsfilosofi, der handler om at erkende verden, som en direkte erfaring uden adskillelse mellem en selv og omverden.

Bogen er tænkt som en håndbog med vægt på meditationstræningens mentale og fysiske sider, men den henvender sig til alle, der er optaget af religiøse og filosofiske spørgsmål. Et fokuspunkt i bogen er forfatterens tilbagevendende beskrivelse af den praktiserendes eksistentielle dilemma i og med, at der ikke kan bygges bro mellem hans træning/stræben og håbet om at opnå en særlig erkendelse, som gør ham til en buddha. Den praktiserende må indse, at han intet som helst kan gøre for at komme til denne erkendelse. Hvad gør han så?

Tim Pallis skriver: "...hvad værre er, det selvbevidste jeg, som ønsker at opnå satori (oplysning) må tilintetgøres eller dø den store død, før der overhovedet er tale om satori. Den som ønsker at opnå satori, kan derfor aldrig opnå dette. For det andet er den satori, som virkelig er opnået ikke satori. Når satori er opnået er der nemlig ikke længere nogen satori." Bogen er krydret med zen historier, digte og mange beskrivelser af de forskellige zen mestres genvordigheder på vejen til erkendelse.

Der har nu i nogle år været en generation af unge orientalister på vej, som forsker i verdens kulturernes religioner på en anden måde end tidligere tiders religionshistorikere. De religionshistorikere, vi kender fra begyndelsen af århundredet indtil firserne, er alle dygtige filologer og videnskabsmænd, som er uddannet i et universitetsmiljø, hvor positivisme, empirisme og adfærdsvidenskab har været i højsædet i mange år. Det var naturligt for dem at forsøge at studere religiøs adfærd så objektivt, som kun akademikere, der er dybt forankret i vesterlandsk dualisme (adskillelsen mellem subjekt og objekt), kan gøre.

Derfor kunne de i behandlingen af deres videnskabelige afhandlinger ikke bruge de troendes værker, i hvert fald ikke de troende fra deres egen samtid. Jeg tænker her på Daisetz Suzukis værker - Jean Herberts bog Shinto - The Gospel of Sri Ramakrishna - Talks with Sri Ramana Maharshi og lignende værker. De nye unge videnskabsmænd har derimod et andet forhold til de troende, eller skal vi kalde dem mystikere eller måske mestre.

Det karakteristiske for mange af de studerende fra 60erne og 70erne er, at de netop blev interesserede i studiet af Østens religioner eller af stammekulturernes religiøsitet, fordi de har haft psykedeliske eller bevidstheds udvidende oplevelser. De opdagede, selv om de ikke umiddelbart betragtede sig som religiøse, at ekstatiske eller transpersonlige mentale tilstande siden tidernes morgen har været kendt i alle kulturer, og at mange religiøse værker fortalte om disse ændrede bevidsthedstilstande.

Som forskere var det derfor ganske naturligt, at de følte sig draget til at beskæftige sig med den levende praksis eller kontemplative side af kulturernes religiøse liv. Blandt disse nye indologer, sinologer, japanologer osv. er der en særlig flok, som samtidig med at være videnskabsmænd i traditionel forstand også er personligt engageret i en religiøs praksis. Adskillige har ved siden af deres studier af asiatiske sprog og kulturer haft læremestre i klostre eller ashram. Mange har i årevis praktiseret yoga eller meditation vejledt af sufi mestre, hindu guruer, tibetanske lamaer eller Zen mestre.

Uden på nogen måde at forkleine andre traditioners veje, vil jeg gerne fremhæve den særlige zazen praksis, som findes hos zen buddhister. Den indsats og træning, som finder sted blandt zen folket, er langt mere intensiv end i noget andet meditationssystem. Især to unge danske forskere har gennemgået denne intensive zen træning i tilknytning til deres forskning og studier af originaltekster på kinesisk. Det er Morten Schlütter og Henrik Hjort Sørensen.

Det er noget ganske nyt og meget frugtbart for forskningen, at studiet af teksternes indhold ikke kun foregår historisk kildekritisk, filologisk eller etymologisk, men at meningen med indholdet også udforskes rent eksistentielt, som en fysisk og mental træning. Det er jo det zen munkene altid har gjort for at nå til en afklaring af, hvad deres egentlige natur eller buddhanaturen er.

Morten Schlütter, som er forsker ved Yale Universitetet i USA, har skrevet en vigtig afhandling: A Study in the Genealogy of the Platform Sutra i: Studies in Central & East Asian Religions. Journal of The Seminar for Buddhist Studies, vol. 2, 1989, som udgives af Per K. Sørensen, Ian Astley-Kristensen og Henrik Hjort Sørensen fra henholdsvis Københavns og Aarhus Universitet.

Morten Schlütters arbejde med at analysere de forskellige udgaver af den 6. patriarks Platform Sutra omfatter både bibliografiske oplysninger og en sammenligning af de forskellige tekster. Hans resultater kaster et nyt lys over Platform Sutraens oprindelse og udvikling og er betydningsfuld for en forståelse af zen buddhismens tidlige historie. Det er et meget grundigt forsøg på at forstå hvorledes teksten ændrer sig og udvikler sig gennem tiden.

En fuldstændig forståelse heraf vil medføre en klarhed over hvordan Platform Sutraens budskab og metode udfolder sig gennem historien. Man kan roligt sige, at Morten Schlütters forskning har rykket ved de resultater japanske forskere er kommet frem til. De anses ellers for at være længst fremme på dette område.

Henrik Hjort Sørensens forskning er så omfattende, at det vil være umuligt, at gøre rede for alle hans arbejder vedrørende kinesisk kunst og kultur. Han har skrevet afhandlinger om næsten alt indenfor sit fag, en stor produktion omfattende mere end 50 bøger og artikler, redaktørarbejde af tidsskrifter, kongrespublikationer og et utal af anmeldelser. Langt den største del af hans forfattervirksomhed er på engelsk og publiceret i tidsskrifter, som vedrører østasiatisk forskning.

Generelt kan man sige, at Henrik Hjort Sørensen beskæftiger sig med at udforske zen buddhismens tidligste historie for at trænge om bag hagiografien, legenderne og myterne omkring de zen mestre og de traditioner, som skabte zen buddhismen i Kina. Det er især koreansk zen, som har haft hans bevågenhed, et for vesterlændinge ret ukendt område, som han tidligere end andre har set vigtigheden af at studere for overhovedet at kunne forstå den ortodokse tradition.

Sagen er nemlig den, at japansk zen er en meget speciel form for zen, som har udviklet sig i sammenhæng med japansk mentalitet, militarisme og æstetik. Kinesisk zen er på den anden side næsten ved at forsvinde i Kina, fordi kommunismen og kulturrevolutionen har ødelagt så meget, at det er vanskeligt at forske i zen buddhismens rødder og traditioner i Kina.

Men i Sydkorea lever en ortodoks form for zen videre, som ikke er meget forskellig fra den zen, som blev indført fra Kina for mange hundrede år siden. Derfor har Henrik Hjort Sørensen kastet sig over denne tradition, før den moderne industrielle og teknologiske civilisation eventuelt tager livet af den.

Det er rimeligt at afslutte denne redegørelse om zen buddhismens historie i Danmark med Zen Buddhistisk Forening's tidsskrift Ukrudt, No. 1, 1991. Ansvarshavende redaktør er Tommy Rasmussen, Layout & kunstnerisk tilrettelæggelse har Henrik Hjort Sørensen taget sig af. Ukrudt er et usekterisk buddhistisk tidsskrift, hvis formål er at udbrede praksis af og kendskab til den zen buddhistiske tradition i Danmark.

Tim Pallis har skrevet forordet til Ukrudt og en introduktion Om Selvet hos Jung og Hisamatsu til Dialogen Imellem Jung og Hisamatsu, som er oversat fra engelsk af Dorrit Wagner. Det er en meget tankevækkende dialog, fordi Carl Jung havde beskæftiget sig meget med Østens religionspsykologi og tilsyneladende kommer i vanskeligheder med nogle synspunkter omkring forståelsen af hvad selvet i buddhismen vil sige.

Henrik Hjort Sørensen skrev artiklen Den Mystiske Oplevelse i Kinesisk Chan-Buddhisme. Dernæst kommer nogle uddrag fra Rinzai Roku eller mester Rinzai Optegnelser, som selv i dag er levende og rammende. Teksterne er oversat fra engelsk af Tim Pallis. Endelig finder man 2 breve fra Sōgen-ji skrevet til zen gruppen i København af Claus Nordstrøm, som beretter om, hvordan det er at være koji i et japansk zen kloster.